Holbergs komik

Den poetiske raptus kaldte Holberg selv årene fra 1719-27. Denne intense skaberperiode er underligt nok aldrig tidligere blevet gjort til genstand for en sammenhængende litterær undersøgelse. Men her analyseres det nu, hvorledes den holbergske komedie opstår ud af værker som Peder Paars og satiredigtningen og afvikles i hans Metamorphosis og Første Levnedsbrev. 
Mange nybrud i moderne litteraturvidenskab har muliggjort en mere nuanceret analyse af Holbergs komiske genrer, specielt hans komedier. Det er højst tvivlsomt, om Holberg er en klassicistisk forfatter, ligesom de stærke spændinger i hans væsen gør ham til en meget tvetydig rationalist. 
Afhandlingen rummer store analyser af hovedværker fra den klassiske oldtidslitteratur: Vergils Æneiden, Ovids Metamorfoser og Aristoteles Poetik, et noget berygtet værk, som her gives æresoprejsning. 
Både teatret og videnskaben har deres hovedbrud med Holberg. Det er en af hovedpåstandene i denne bog, at Holbergs værk i mange henseender er selvmodsigende, og at en stor del af hans effekt udspringer af uforsonede konflikter i dem. 
På denne baggrund undersøger afhandlingen, hvilken sammenhæng der er mellem komisk livsforståelse, radikalt kritisk tænkning og den moderne videnskabs tilblivelse. Måske har en række moderne alvorsmænd meget godt af at indse, at en af fortidens store grinebidere hører til blandt deres nære forfædre. 
På nær enkelte korrektioner er nærværende bog en uændret genudgivelse af førsteudgaven fra 1984.