Billedstormeren
Lars Bukdahls kritik 1988-2006
”I en alder af kun 32 år er Lars Bukdahl en af Danmarks mest magtfulde litteraturanmeldere. Frygtet af forfattere som slagteren fra Pilestræde. Værdsat af redaktører, fordi han er en slagter. Af den underholdende slags.”
Citatet er sakset fra et berømt og berygtet interview med Lars Bukdahl i magasinet Press fra 2001. Det angiver i få ord, hvordan Bukdahl dengang blev opfattet i store dele af offentligheden.
Femogtyve år efter sit spektakulære gennembrud på Weekendavisen er Lars Bukdahl fortsat et markant navn i dansk litteraturkritik. Hans synspunkter er i vidt omfang kontroversielle. Derfor har han også formået at tiltrække sig en høj grad af opmærksomhed i det litterære miljø, selvom hans indflydelse gennem årene er aftaget.
Billedstormeren er et systematisk forsøg på analytisk at karakterisere, forklare og diskutere hans kritiske praksis, som den tog sig ud i de afgørende år af hans virke. Analyserne er i udgangspunktet præget af en undersøgende tilgang i et forsøg på at forstå kritikerens perspektiv på den litterære verden.
Bukdahl har i årevis udøvet en betydelig magt. I det lys bør man naturligvis også stille kritisk undersøgende spørgsmål til hans anmelderi og avantgardistiske litteratursyn. Den analytiske fremstilling suppleres derfor løbende med en flerhed af kritiske og alternative perspektiver. Det gælder ikke mindst i bogens sidste del.