Arles • Japan • Klippede

Normalpris 248,00 kr

Hvorfor vække Vincent van Gogh's stemme til live i dag? Hvad gør det vedkommende, at trække det særligt stærke ved hans breve fra Arles frem, og digte videre på dem, lade dem støde sammen med ord fra i dag?

Van Goghs livssyn rummer kraftige modsætninger og frem for alt, dybtfølte holdninger og engagement i verden. Det er globalt, romantisk, realistisk, råt, holistisk, religiøst, kompromisløst. Præcis som hans syn på kunsten.

Alt hvad han berører i sine breve – som i sine billeder – bliver tidløst og ”mere-end-moderne”. Det rækker ud efter en fremtid, hvor der ikke kun ses katastrofer og kriser, men også et intenst, sammenbidt håb om menneskelige fællesskaber, omsorg for vores klode, en åbning af horisonterne i hvert enkelt individ og i samfundene.

I den hektiske arbejdsrus, som Vincent van Gogh oplever i årene i Arles, indgår japanske kunst som en vigtig inspirationskilde. Japan er Van Goghs billede, hans symbol på den rene, skarpe iagttagelse og intuition, der skaber en kunst ”mere virkelig end virkeligheden”. 
Samme evner behøver mennesket, hvis det skal forny verden omkring sig og leve anderledes. Man skal vove springet ud af det ”almindelige”, og tænke/ gentænke verden i anderledes, stærke farver.

Klippede (navnet på en samling huse i et farvestærkt, midtsjællandsk landskab) er stedet, hvor en digter anno 2017 på én gang oplever Van Goghs ord og tanker, og sine egne registreringer af virkeligheden og samtiden, som sansede rapporter fra den allestedsnærværende ”globale landsby”.
De forskellige tider og steder smelter sammen uden særlig modstand.
Det kommer faktisk bag på digteren, at Arles, Japan og Klippede kan alliere sig og tale sammen på den måde.

De såkaldte utopier: menneskers stærke forestillinger om mulige, anderledes samfund, samfund bygget på fællesskab, empati og fordomsfri intelligens f.eks., – det er sandt at de tromles ned, hånes og korsfæstes i flæng, men utopiens veje til nytænkning kan stadigvæk findes, i kunsten såvel som i livet.