Skrevet med blod
Skrevet med blod
Af Benedikte F. Rostböll

Den finlandssvenske digter Edith Södergran (1892-1923) står som den store indgangsskikkelse til den lyriske modernisme i Norden. Men hvordan kan man nærmere karakterisere Södergrans digteriske metode? Denne bog viser, at en intens opmærksomhed på kroppen og et sanseligt formsprog står i centrum i Södergrans banebrydende modernistiske digtning. I sit poetiske sprog for det erotiske benytter Södergran i udstrakt grad betegnelser, udtryk og metaforer med reference til kroppen. Hun udfolder et særligt lyrisk sprog, en "kroppens retorik", hvor hun udnytter den menneskelige krops eget udtryksregister. Södergrans digte er med hendes egen formulering "Skrevet med blod". Her benyttes et billedled fra kroppens sfære til at skildre den digteriske skabelse med. Denne metafor udtrykker Södergrans poetiske praksis i koncentreret form. Hun bestræber sig på at skabe et ekspressivt sprog, hvor en kropslig kraft kan fragtes ud i digtet.
Skrevet med blod afdækker Södergrans særlige kropspoetiske metode på baggrund af nærlæsninger af hendes fem digtsamlinger. I et perspektiv vises det, hvordan fem danske 1980'er- og 1990'er digtere: Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Pia Juul og Kirsten Hammann videreudvikler en modernistisk tradition for et sprog for kroppen og det erotiske.

364 sider. ISBN 9788790326999

På lager. Leveringstid 1-3 hverdage.
kr 325.00
kr 98.00
×